Clothing Club
D. 7. september kl. 17:30 spiller Clothing Club på Substans
Glem alt om melankoli, modløshed og ensomhed. Clothing Club får dig til at bobbe med hovedet, smile og være til stede i nuet. Det er sprællevende hip-hop/jazz tilsat et stænk house, der tilsammen sammensmelter Aarhus-jazz'en med dansegulvet på klubben i Berlin.
Når de tre musikere indtager scenen, inviteres publikum ind i et nærværende og legende rum, som oser af spilleglæde og godt humør. Keys, bas, trommer - mere skal der ikke til for at skabe din næste yndlings lo/fi club-fest - og du er altid inviteret!
Clothing Club drømmer om at klæde folk bedre på i den mentale garderobe og lade lytteren mærke, at selv i de mørkeste tider kan vi tage en mental sommerskjorte på og give os hen til samhørighed, glæde og lys.
Clothing Club udgiver deres debutalbum, Fresh Fade, i foråret 2024 - og turnerer i den anledning rundt i landet for at spille musikken på de danske scener herunder SPOT Festival og Ideal Bar. Albummet og musikken er inspireret af tøjbutikker, friske frisurer, solen og store øreringe.
Med opbakning fra musikmedier som Stereofox, Bands of Tomorrow samt rotationer på P8 JAZZ og Uniradioen, har Clothing Club i løbet af 2024 varmet op til deres debutalbum med singlerne "Jumbo XL", "Deepchain" og dobbelt-udgivelsen "Batique / Boutique".
Bandet består af M.S. Lowkey på bas, Deepchain på keys og Phairo Z på trommer. Glæd dig til en koncert, du sent vil glemme.
Giv dig hen til nuet - giv dig hen til Clothing Club!